fasteringrid Ingrid Katharina Henriette Sørensen, gift med Christoffer Poul Christoffersen

 

Min ”bedstemor” var centrum i mit liv, helt i fra jeg var ganske lille og jeg lod nødig en dag gå til ende uden at besøge hende. En sommerdag, da jeg var en halv snes aar, kom jeg til hende paa mit daglige besøg. Hun stod med overtøjet på og ventede på mig. Jeg husker tydeligt, at hun havde sin fine ”Pelerine” på, et skulderslag som nåede ca. til låret og var udsmykket med applikationer af silkestof og afsluttedes forneden af en silkeflæse. Tog sin Kapothat, en slags hue lavet af silkebånd og blonder og til at binde under hagen med, en flot silkesløjfe. Fra bordet tog hun et stykke skåret Porcellæn og puttede det i sin taske. Efter at have synet mig og set efter at mine lange fletninger var glatte og pæne, gi vi ud i solen. Jeg begreb ikke hun kunne holde det ud med alt det tøj på, oog kom med en bemærkning om ”sådan en masse tøj” i den varme. Min bedstemor svarede ”man må klæ’  sig med Anstand” og så gik vi. Jeg var naturligvis meget nysgerrig og ville vide hvor vi skulle hen. ”Du får vente og se” fik jeg til svar.
Min bedstemor boede dengang i Nørrevoldgade, lige ved den gamle Voldmølle, så vi fulgte volden til vi nåede Riddergade. Der på hjørnet lå en række gamle huse. I et af dem gik bedstemor ind. Jeg tænkte at det var da rent forkert at hun gik ind i sådan et snavset gammelt hus, men det havde åbebbart sin rigtighed, for bedstemor bankede på en dør i gangen og spurgte efter ”Klinkeren”. ”Ovenpå” blev der svaret og døren smækket i. Bedstemor gik langsomt gennem den lille gang og hen til døren i gården. Der stod hun længe og da hun vendte sig om mod trappen til etagen ovenover sukkede hun ”Ak-ak-ak” og gik langsomt op ad trappen, som var meget faldefærdig. Hun bankede på døren ligefor og der fandt hun ”Klinkeren”, han sad i et ildelugtende, nødtørftigt møbleret kvistværelse og trængte forfærdeligt til at få pudset sin næse. Der lugtede rædselsfuldt og jeg husker at jeg var på nippet til at kaste op. ”Kan han klinke dette – og hvornår kan han havet det færdigt?” spurgte bedstemor. Han mumlede noget og så gik vi. Jeg forstod slet ikke dette her, for vi fik ellers altid klinket hos en anden Klinker. Jeg spurgte og spurgte og endelig sagde bedstemor ”Kan hun tie til vi kommer hjem”. Jeg måtte så styre min nysgerrighed og vi gik hjem i tavshed.
Da bedstemor omhyggeligt havde puttet Kapothatten i den dertil indrettede æske og hængt Petterinen i skabet, gik hun ind og satte sig i sin stol ved vinduet. Hun sad længe tavs og så ud på den grønne voldskråning. Endelig sagde hun ”Lille pige, det var mit hjem da jeg var barn, men dengang var der roser op ad murene og gården var en lille have med mange blomster og bord og bænke. Der sad jeg og legede med min søster Eliste. Der hvor konen smækkede døren i var vores fine stue og så var der en stue mere og et køkken, ud mod haven. Mine forældre havde sovekammer ovenpå og der hvor Klinkeren sad var mit kammer. Trappen var malet smukt blå og gangen nedenunder og trappetrinene var hvidskurede. Det var rigtignok noget andet.” Jeg forstod hende, trods mine unge år – forstod at hun havde været på rejse i Mindernes Land og vendt dybt skuffet tilbage.
Et par dage senere blev jeg sendt efter det klinkede porcellæn og den Klinker benyttede vi aldrig mere.
Allerede da jeg var 6 år begyndte min bedstemor at tage mig med på ferie, når hun rejste op på Århusegnen og på den måde lærte jeg en del mennesker at kende, som havde været hendes venner i bedstefars levetid og ikke svigtede hende i hendes enkestand. Hun selv var også ualmindelig trofast mod alle hun kendte fra sin tid sosm lærerkone. Jeg hørte hvad ”de voksne” talte om og derfor og fordi bedstemor fortalte mig meget, ved jeg ret god besked med min fars opvækst og hans slægt. Nu skal jeg fortælle det jeg kan huske.
Bedstemor stammede på fædrene side fra Hugenotterne (de Reformerte). De var tilhængere af Calvin’s lære og blev under Trediveårskrigen stærkt forfulgte i Frankrig, hvor de havde hjemme. (Se i Leksikon under Calvin og Trediveårskrigen). En del af dem flygtede til Cassel og til en lille by Erlangen ikke så langt fra Cassel. Den gren af slægten Dupont, som kom til Fredericia kom fra Erlangen. Den første vi kender til hed Jean Corneille Dupont, han og hans slægt kan I følge i Slægtsregisteret. Bedstemor fortalt at han var ”Dugmager” jeg var ikke helt sikker på hvad hun mente med det, men regnede med at han vævede duge. Efter flere generationer var der igen en Jean Corneille Dupont i Fredericia. Han giftede sig med Johanne Maria Hindberg, som var født i Sverige. Han var Underofficer og Våbenmester i Fredericia og de to blev forældre til min bedstemor, som hed Ane Catharine Dupont. Til en begyndelse holdt ”de Reformerte” sig for sig selv, men med årene blev de jo indgiftede i de fredericianske familier og Ane Catharine er ikke døbt i reformert kirke men i Trinitatis, så det tyder på og religionerne har nærmet sig hinanden inden hendes fødsel den 25. juli 1832.
Fredericia var den første by i Danmark hvor der var religionsfrihed. Derfor var der også en jødisk menighed i byen. Både Jøderne og ”de Reformerte” var med til at sætte særpræg på byen og jeg husker endnu fra min barndom at, den lille Jødiske kirkegård, hvor der kun var græs på gravene og nogle mærkelige bogstaver på gravstenene, satte vores fantasi i bevægelse. Der fortaltes endog, at Jøderne stod op i deres kister, for de måtte ikke møde Messias liggende. Mange af bedstemors slægt ligger på reformert kirkegård, men hun selv blev begravet fra Trinitatis Kirke og ligger på Assistenskirkegård. Nogle af hendes fætre og kusiner giftede sig med katolikker, men det syntes hun nu ikke så godt om. Det var jo også katolikkerne som forfulgte hendes slægt, da de blev landflygtige.
Bedstemor lærte at sy og brodere og det var hun ualmindelig dygtig til.
Da bedstemor som ung pige rejste hjemmefra, kom hun til herregården ”Rosenholm” mellem Århus og Randers. Hun skulle være Kammerjomfru for Baronessen. Hun kom imidlertid til at stå på så god en fod med Baronessen, at hun blev hendes betroede medhjælper både med børnene og førelsen af det store hus. Da en datter blev gift til ”Vamdrupgård” var bedstemor med hende det første år, for at hjælpe hende med begyndervanskelighederne som husmor. Bedstemor var køn. Baronen kunne ikke holde fingrene væk fra hende, fortalt hun mig, men en dag han tog om hende bagfra, snurrede hun rundt og fejede ham en ordentlig lussing. Hun var spændt på hvad der nu ville ske. Hvad ingen af dem vidste var, at Baronessen havde set episoden i et spejl i et tilstødende værelse og det knyttede Baronessen og bedstemor endnu mere til hinanden. Bedstemor syede alle Baronessens kjoler.
Der var imidlertid kommet en ny lærer i Segalt Skole og han og Baronen havde fundet hinanden i fælles arkæologiske interesser m.v. Den lærer var hvad man kaldte ”en boglærd mand” og fik sin gang på ”Rosenholm”. Han og farmor kom til at synes om hinanden og snart sad hun som ”Degnemadam” i Segalt Skole. Da hun fortalte mig det, kan jeg huske at jeg sagde ”elskede du ham bedstemor?”  ”Elskede” sagde hun – ”jeg agtede ham”. (At man ”elskede” det holdt man ved sig selv).
Han hed Jens Sørensen og var lærer ved Segalt Skole og kirkesanger ved Skødstrup Kirke.
Han var søn af Boelsmand og Væver Søren Danielsen i Ormslev. Et Boelssted var et sted til 1 hest, nogle køer og får. Som dreng tjente han som fårehyrde på det nærliggende ”Stadsgaard” (nu Konstanstinsborg) hvor ejerens hustru Fru Henrikke Møller blev opmærksom på den begavede dreng og foranledigede (bekostede de muligt selv) at han kom på Lyngby Seminarium på Djursland. Herfra blev han demitteret den 29. september 1853 og i februar 1854 blev han Andenlærer i Mørke. Herfra blev han i 1850 kaldet til lærer ved Segalt Skole i Skjødstrup Sogn og tillige til kirkesanger ved Skødstrup Kirke. Hans mor hed Ane Jensdatter, mere ved jeg ikke om hende. Jens Sørensen var enkemand og havde tre børn. Den ældste blev lærer og havde en årrække Hals Realskole, men blev senere og indtil sin død skoleinspektør i Præstø. Han døde i 1921. Han hed Søren Juul Sørensen, men forandrede senere navnet til Søren Sørensen Juul. Deraf Juul som mellemnavn hos nogle af familien (mine brødre og deres børn). Der var to døtre Henrikke (opkaldt efter Fru Henrikke Møller på ”Stadsgaard” og Laura. De blev senere begge gift og bosiddende i Ormslev. Bedstemor fik 3 børn som alle døde i det første døgn af deres liv. Bedstemor sagde, at det var fordi de blev snøret for stærkt. Dengang blev alle spædbørn snøret ind i en alenlang ”Liste” for at stive ryggen. Da hun så fik min far og det var ved at gå ham ligeså, røg bedstemor ud af sengen og hev ungen fra Jordemoderen og rev alt tøjet af ham, og så gav hun kunstigt åndedræt. ”Jeg pustede liv i hans næse” fortalte hun og det var jo noget helt uhørt dengang. Hun fortalte at jordemoderen styrtede ud i haven til bedstefar og skreg ”hun slår den ihjel, hun slår den ihjel”, men da bedstefar kom ind havde hun reddet drengens liv. Han fik navnene Axel Valdemar. Senere fødtes så vores Faster Astrid og Farbror Jens Olav (kaldet onkel Olaf) ”og du kan tro, de fik ikke liste på” sagde bedstemor. Hun har fortalt mig mange småtræk fra livet i skolen, om at hun, når børnene kom vinterdage med våde træsko, rullede gløderne fra kul rundt i træskoene for at tørre dem og lune dem til børnene skulle hjem igen. Hun tørrede tøj inden de skulle hjem. Var det noget under, at hun var afholdt? Det skete, at der kom besøg om søndagen og så pirrede hun en dej sammen til småkager, som hun bagte i sin kakkelovn i stuen, mens bedstefar fik gæsterne til sæde og hun lavede kaffe. Når hun fortalte om det, snusede jeg altid luft til sig, jeg syntes at fornemme hyggen i stuen, men så lo bedstemor af mig og sagde ”de kager kan du ikke lugte nu”  ”jo” sagde jeg ”det kan jeg”.
Familien havde stadig forbindelse med ”Rosenholm”. Baronen havde holdt deres Bryllup og mange af deres brugsting og møbler var gaver fra Rosenholm. Afsnit 2:Jeg havde (og brugte desværre) i mine første ægteskabsår en dug til 12 og nogle store servietter fra bedstemors brudeudstyr. De servietter var så store som små theduge og som barn undrede jeg mig over deres omfang. Så lo bedstemor og sagde ”Du kan tro, de var ikke for store når provsten satte sig til bords og bandt sådan en om halsen. Hun fortalte også, at samme provst altid kom ud og lettede grydelågene inden han gik ind i skolestuen. ”Har hun noget godt i gryderne lille Madam Sørensen” sagde han og snusede køkkenets dufte ind. Det havde M.S. for hun var en eminent kok,
helt op i sin alderdom. Jeg har altid syntes hun lavede dejlig mad, at få lov at spise hos bedstemor var meget eftertragtet. Der hørte et lille landbrug til skolen og det var hende, den forfinede Jomfru fra ”Rosenholm”, som måtte tage sig af alt. Det ved jeg fra Dyrlægekonen i Segalt og fra konerne på de gårde, hvor jeg i min opvækst var på årlige sommerbesøg med min bedstemor. Hun malkede, passede køer og grise, kærnede smør og saltede det ned til vinterbrug, hun bagte og slagtede syltede og saltede og havde altid en åben hånd for trængende mennesker. Det eneste hun skulle have bedstefar til at ordne var pløjning og tilsåning, men det blev ikke til så meget, han faldt bogstavelig ”i staver” bag ploven og så stod han og hesten og funderede ude i marken. Når det så kneb at så jorden klar til tiden eller kornet sået eller høstet, ja så trådte naboerne til. Bønderne skiftedes ganske frivilligt til at hjælpe på skolelodden. Men så skrev bedstefar til gengæld sange for dem og holdt foredrag og sammenkomster i skolen. De kom meget ud. Han var en velset gæst alle vegne. Min faster har fortalt, at de som børn også var med og gerne ville have spist i køkkenet sammen med husets børn og tumlet om og haft det sjovt. Det var der imidlertid ikke tale om. ”Dagnens” børn skulle til ”Højbords”, og havde bare at kede sig med anstand. Så var det morsommere, når familierne dumpede ind om søndagen og de på vinterdage fik lov at lege i skolestuen. Min bedstemor læste meget, helt op i de sidste år (hun blev jo næsten 90) men hun havde altid en strikkestrømpe i hænderne. Jeg kan endnu se hende for mig, siddende meget rank, ved det lille sorte bord, som står på Jørgens trappegang. Bogen lå forn hende og strikkestrømpen havde hun i hænderne og hun kiggede slet ikke på strikketøjet, heller ikke når hun skiftede pinde. Hun strikkede altid skaftene med 3 ret og to vrang, så skulle der ikke indtagninger til. Engang strikkede hun, på gentagne opfordringer, strømper til mig, med røde ringe i. Da måtte hun lægge bogen af hensyn til både ringe og indtagninger. Men hvor var jeg stolt over de strømper. Nu tilbage til Segalt Skole, hvor børnene voksede til. Min far viste tidligt musikalske evner, i det hele taget var børnene kunstnerisk begavede. De tegnede meget. Jeg har senere set nogle af de tegninger i bedstemor’s gemmer, men har ikke senere kunnet finde dem. De var virkelig små kunstværker og det var af børn af begge ægteskaber. Min far fik en violin og fik undervisning hos lægen, indtil han efter nogle år sagde, at nu kunne han ikke lære drengen mere. Så fik far en lærer i Århus og spadserede to gange i ugen til Århus om formiddagen, spillede hele eftermiddagen og spadserede hjem igen om aftenen. Da var far mellem 13 og 14 år. Ellers gik tiden med at øve sig og hjælpe en smule i landbruget, men ved at spille til ”Bondeballer” (musik for folkedans). Gik f.eks til Ebeltoft, spillede hele aftenen og gik hjem igen om natten. Engang var han og en anden Spillekant på sådan en tur. Det blev imidlertid snestorm og usigtbart vejr og på hjemvejen gik de to forkert, og kom først hjem langt hen på den næste aften. Da var bedstemor bange, sagde hun. Foruden arkæologi var min bedstefar også interesseret i bibelstudium. Jeg synes det er morsomt at vide, for den interesse har jeg jo nok fra ham. Han skrev også salmer og prædikener. Tiden gik – Søren Juul blev lærer og fik Hals Realskole. Henrikke blev gift med en mand som hed Søren Hansen. Han var graver og ringer ved Ormslev Kirke. En fåmælt mand, som altid sad og læste kan jeg huske. Laura blev også gift, han var skomager i Ormslev. Han var en smuk mand. Han hed Niels Nielsen. I det gode hjem har jeg tilbragt mange ferier. Det var synd for Laura og Niels, at han senere fik hang til snapsen. Det sørgede hun meget over og han døde i en ret tidlig alder.Afsnit 3:Bedstemors fædrene slægt stammede fra de ”reformerte”, altså calvinister som søgte asyl fordi de blev forfulgt på grund af dres tro. Se calvins 30 dages… der et læse foran i slægtsregisteret. Fredericia var den første by, som var fristed for mennesker, som forfulgtes på grund af tro og afstamning. Der var også en jødisk menighed i Fredericia og en synagoge. Vi børn syntes det var meget mystisk med den synagoge, som så så tillykket ud og den lille jødekirkegård, hvor der kun voksede græs på gravene havde en stor tiltrækningskraft. Vi havde hørt, at jøderne ikke lå ned i gravene, men blev begravede i oprejst stilling og det fandt vi også meget spændende. Mange af bedstemors slægt ligger på den reformerte kirkegård, men hun selv er døbt i Trinitatis Kirke. Det tyder på, at hendes familie ikke har holdt stejlt på deres form for tro, men hendes mor kom jo også fra Sverrig. I de første år de reformerte boede i Fredericia, ja helt til min barndom og ungdom, isolerede de sig fra byens øvrige beboere, men efterhånden giftede de sig ind i fredericianske familier. Nogle af bedstemors fætre og kusiner giftede sig endog med katolikker, men det kunne hun nu ikke lide. Katolikker …………., så det har nok ikke været med glæde hun så at hendes søn og datter konverterede til den tro. Hendes mand, Jens Sørensen (Segalt) var stærkt præget af det grundtvigske livssyn og hun fulgte sin mand. Han var født og døbt i Ormslev, hvor hans far, Søren Danielsen, var husmand og væver. Som dreng tjente han som fårehyrde på den nærliggende Stadsgaard (nu Konstantinsborg) hvor ejerens hustru, Fru Henrikke Møller, blev opmærksom på den velbegavede dreng. Hun bekostede at han kom på Lyngby Seminarium på Djursland. Herfra blev han dimitteret i Sept. 1853. I 1856 blev han kaldet til lærer ved Segalt Skole i Skjødstrup Sogn og tillige kirkesanger ved Skjødstrup Kirke. På Skjødstrup kirkegård står endnu den sten som sognets beboere rejste ved hans død den 10. oktober 1885, men graven er sløjfet. Jeg har ingen data for, hvornår de er blevet gift, men det er da sket efter at han var kaldet til Segalt Skole. Baronen på ”Rosenholm” holdt deres bryllup og min farmor fik et fint udstyr, af hvilket dele endnu blev brugt i min barndom. Jeg selv fik, ved mit bryllup en dug fra bedstemors udstyr, men den er slidt op nu og jeg har på en eller anden måde mistet resterne, muligvis ved en flytning. Der hørte nogle meget store servietter til. Da jeg engang undrede mig over deres størrelse lo bedstemor og sagde ”Du kan tro, de var ikke for store, når vi havde Visitats og Bispen bandt den om halsen.” Hun fortalte også, at samme Bisp altid skulle ud i køkkenet og lette på grydelågene og så sagde han ”Har hun noget godt i gryderne, lille Madam Sørensen”? Det havde Madam Sørensen, for hun var en eminent kok. De havde også et lille landbrug til skolen og det var hende, den forfinede kammerjomfru, som stod for styret der. Hun malkede passede grise og have, slagtede og bagte og var berømt i vide kredse for sin dygtighed. Det ved jeg fra Dyrlægekonen i Segalt og fra Bønderkoner, som hun trofast besøgte, selv da hun igen havde bopæl i Fredericia. Jens Sørense skulle dog selv pløje, men det blev ikke altid til så meget, for han faldt ”i staver” bag ploven og så stod han og hesten og funderede ude i marken. Når det så kneb med at få jorden klar til tiden, så trådte naboerne til og tog sig af det fornødne. Afholdte, ja det var de. Da bedstemor blev gift, blev hun samtidig mor for tre børn. Den ældste var en dreng som hed Søren Juul Sørensen. Han blev også lærer og havde i nogle år Hals Realskole. Han blev senere skoleinspektør i Præstø og tog navneforandring til Søren Sørensen Juul. Derfra kommer navnet Juul i vores familie. De to døtre – Laura og Henrikke blev begge gift og bosiddende i Græslev. Så fik bedstemor tre børn, som alle døde som helt spæde. Hun sagde altid at de var snøret for stærkt og da hun så fik min far og han var ved at gå samme vej, så læste lille Madam Sørensen teksten for jordemoderen og hev lister og svøb af ungen og gav ham kunstigt åndedræt, som jo slet ikke var moderne dengang. Så fulgte en pige, hun fik navnene Astrid Caroline og hun fik ikke svøb og liste på, men fik lov at sprælle. Det er hende som vores drenge kaldte Aji og som var så glad for Jer. Som den sidste kom så Jens Olav, vores kære rare Onkel Olav.
Min far Axel Valdemar Sørensen Segalt, viste sig at være meget musikalsk. Han blev undervist i Violinspil af den stedlige læge, indtil denne, da far var ca. 14 år sagde, at nu kunne han ikke lære ham mere. Far fik så musikundervisning i Århus, både i violin og klaverspil. Samfærdselsmidler stod det jo småt til med, men far gik på sine egne to ben, 2 gange om ugen for at få undervisning. Resten af tiden gik med øvelser og med at hjælpe i det lille landbrug. Efter hvad han selv fortalte, skal han ikke have været ret god til det sidste. For at tjene lidt til hjælp til undervisningen, gik far ud at spille til bal. Han har engang fortalt at han og en anden ”Spillekant” spadserede til Ebeltoft, spillede til den lyse morgen og gav sig så på vej hjemad. Det var imidlertid blevet snestorm og usigtbart vejr, så de to nåede først hjem sent på aftenen.
Jeg har aldrig hørt noget om, hvor pengene kom fra til den undervisningen. Det er jo muligt, at ”Rosenholm” har haft en finger med i spillet. Min bedstefar dyrkede jo stadig sine interesser sammen med baronen. Foruden arkæologi var han også stærkt optaget af bibelstudium. Jeg kan tænke mig, at jeg har arvet den interesse fra ham. Tiden gik – Søren Juul rejste til Hals, Henrikke blev gift med sin arbejdsmand og Laure med sin skomager. Det sidste var bedstemor ikke så glad for, hun syntes ikke pigerne havde det godt. Hendes mor, Johanne Marie Hindberg, som efter et efterladt papir, skulle have sit ophold i hjemmet i Riddergade hos en søn, har åbenbart ikke befundet sig godt der, men rejste til sin datter i Segalt Skole. Der døde hun og er begravet på Skødstrup kirkegård. Også hendes mindesten så jeg der i denne sommer, men ulæselig og slidt. Selve denne grav er også sløjfet. Der skulle føres vej igennem til en ny afdeling af kirkegården. Gravene blev vedligeholdt indtil Onkel Olavs (min farbrors død)  Men..  den 10. oktober 1885 fandt hun i mørkningen sin mand siddende død ved skrivebordet. Det var et tungt slag. Han efterlod sig én daler, som han havde i lommen og besætningen på det lille landbrug.
Hund mødte megen hjælpsomhed og stor deltagelse fra naboerne og alle i sognet. Her fortalte hun ikke mere om ”Rosenholm” og jeg mener at stamhuset netop på denne tid skiftede ejer. Baronessen (jeg tror hun hed Emmerance) er nok død. Naboerne tog bedstemors kreaturer på stald til de kunne sælges fordelagtigt og de hjalp hende med at sælge de overflødige møbler. Søren Juul tog Astrid med til Hals og der blev hun til hun havde taget Realeksamen. Senere blev hun uddannet til fotograf. Ved 7´ regiment i Fredericia blev der opslået en stilling ledig som hornblæser. Min far, som jo slet ikke var hornblæser, vovede pelsen og søgte stillingen. Han måtte så rejse til Fredericia til prøveblæsning. Han kunne klare udgifterne til rejsen derned, men han gik hjem. Han bestod prøven og så flyttede bedstemor tilbage til sin fødeby. Det var meget meget småt med financerne, bedstemor har fortalt mig, at de juleaften havde 6 skiver blodpølse, ellers levede de af grød. De boede i en lille bitte lejlighed. Møblerne fra Segalt kunne ikke være der, men de reddede dog Chatollet og stolen som Jørgen har og nogle knortemøbler som bedstefar egenhændigt havde lavet. Den røde sofa, som jeg har måtte kvittere 1 ½ alen af sin længde, den kunne ikke hverken komme gennem døren eller stå i stuen. Min far var vældig om sig. Han spillede til alt uden hensyn til lødigheden. Det var strengt sagde han engang. Så blev der en stilling ledig som organist ved den katolske kirke. Han søgte den og fik den, men det var ingen guldgrube og der var tjeneste 2 gange hver eneste søndag og to aftengudstjenester hver uge, så det var en meget bundet stilling. Som den pligtopfylden mand min far var, passede han det til punkt og prikke og nåede at holde 60 års jubilæum som St. Knuds Menigheds organist. Far blev ved til at havde været der i 60 år, så gik han – ville ikke fejres ved de 65. Far havde også sangtimerne på den katolske skole og begyndte at tage elever. Det største elevantal han har haft var 33.
Imidlertid voksede Jens Olav til og skulle have en uddannelse og far bekostede hans uddannelse til lærer på Jelling Seminarium. Han fik sin eksamen det år jeg blev født – 1898. Han blev gift med en lærerinde, hvis mor stammede fra den reformerte slægt Devatier, men da de døde barnløse, fik det jo ingen betydning for familien. De to har gennem årene betalt far studiepengene tilbage med renter. Han kunne også trænge til det, vi var en stor flok --- At far traf mor gik sådan til.Afsnit 4:Han læste til organisteksamen og oprettede et kirkekor, såhan er sikker på altid at have, i hvert fald, nogle sangere. Blandt dem der meldte sig var mor. De gik og kissemissede, men det fandt faster Astrid jo ud af og hun sladrede hjemme. Det var ikke efter bedstemors ønske at hendes søn skulle have en katolik og mors forældre ønskede da slet ikke at hun skulle have en ”halvreformert”. Mor krævede af far, at han skulle konvertere til den katolske tro, så der gik da nogen tid inden det blev alvor med de to. Far levede sig så efterhånden ind i de katolske synspunkter og katolsk tankegang, så da han blev katolik var det ikke for mors skyld, men fori han selv ville det. Under alt det døde mors forældre og hun boede hos sin ældre søster. Hos den søster (som var mor til Tante Agnes fra Trelle) stod så fars og mors bryllup og deres bryllupsrejse gik til Præstø, hvor fars ældste bror imidlertid var blevet skoleinspektør. Onkel Olav ansat som lærer i Fredericia og bedstemor holdt hus for ham og flyttede med ham til Fejø i Smålandshavet, da han senere fik embede der. De boede sammen indtil han blev gift, så flyttede bedstemor og faster sammen. De boede sammen til bedstemors død i 1921. Faster havde da fået ansættelse hos stadsingeniøren som maskinskriver, en stilling som jeg senere fik og havde et par år. Jeg boede da sammen med bedstemor og faster. Så blev jeg forlovet med min kollega C. P. Christoffersen og rejste fra byen.Min oldemor Johanne Marie Dupont f. Hindberg flyttede også til Segalt Skole på sine gamle dage. Hun havde ellers papir (som eksisterer endnu) på, at hun skulle have sit ophold i det gamle hjem i Riddergade, som sønnen havde fået. Der står hendes rettigheder meget nøje optegnet. Det har nu nok ikke været så godt, for hun flyttede til sin datter i Segalt Skole og døde der. Nu er så kun de tre yngste børn hjemme og alt er lyst og godt. Men en dag bedstemor gik ind for at kalde sin mand ind at spise, sidder han død foran sit skrivebord og pennen er faldet ned på gulvet. Det var den 10. oktober 1885. Hans blev altså kun 52 år. Det blev en slem tid for bedstemor. Hun havde kun 2 Rigsdaler i sin pung og hun skulle klare begravelse og flytning og hvad skulle de leve af, pensionen kunne ikke slå til. Men hele sognet stod bag hende og hjalp på alle måder. De tog hendes køer og får på stald og én af dem købte hesten. Dyrene blev fodrede gratis til de med fordel kunne sælges, for skolen skulle jo rømmes. Hun og børnene blev indbudt til at bo hos naboerne til de fandt andet at bo i, men det blev der nu ikke brug for. Sognets beboere rejste en mindesten på graven på Skødstrup Kirkegaard. I sommer da jeg var deroppe stod den der endnu, men graven er sløjfet til fordel for adgang til en ny afdeling af kirkegaarden. Den gamle ask, som jeg husker fra besøg med bedstemor, står der endnu og gemmer med sine nedhængende grene den noget forvitrede sten. Onkel Olav vedligeholdt graven til sin død.
Min far, som var ca. 17 år og jo kun havde musikken at leve af, søgte og fik en stilling som hornblæser ved 7. Regiment, som da havde garnison i Fredericia. Søren Juul, som jo havde Hals Realskole, tog Astrid med hjem og beholdt hende til hun havde taget realeksamen, derefter fik hun uddannelse til fotograf. Bedstemor flyttede så tilbage til sin fødeby, og de tre fik en lillebitte lejlighed. Mange af møblerne fra skolen måtte de sælge, men den røde sofa, som står her hos mig blev da reddet, selv om den måtte ofre 1½ Alen af sin længde, for den kunne ikke være i stuerne, ikke engang komme gennem dørene. Chatollet og stolen fra ”Rosenholm” som Jørgen har og det lille skab som jeg har fik de plads til ligeledes bordet som Eskil har. Noget måtte på loftet. Senere blev det jo bedre og jeg husker den første tid i Fredericia. Den første Jul havde de tre 6 stykker blodpølse til julemad. Men det blev bedre. Far tog elever, som han gik rundt til, og han søgte og fik embede som organist ved St. Knuds Kirke. Så var Jens Olav vokset til og skulle uddannes og da var far sådan ved muffen at han kunne bekoste hans uddannelse til lærer ved Jelling Seminarium. Inden han blev færdig der, var far blevet gift og det år jeg blev født, demitterede onkel fra Jelling – 1898.
Indtil fars giftermål boede han og bedstemor sammen, men så lejede hun en lille lejlighed i Gothersgade i Bager Duponts ejendom. Samme Bager Dupont var hendes fætter. Der boede hun indtil Jens Olav fik embede som 2. lærer på Fejø, så flyttede hun med ham og holdt så hus for ham indtil han blev gift. Han og hans kone Caroline f. Matthiassen, betalte far alle de penge tilbage, som onkels uddannelse havde koster + renter. Han følte lige til sin død stor taknemmelighed overfor far, for den gode hjælp han var for sine søskende og sin mor. Der var et ualmindelig fint forhold mellem de to brødre. Astrid fik senere en god stilling på stadsingeniørens kontor og boede sammen med sin mor til dennes død i 1921. Da var jeg lige blevet forlovet og i 1923 blev vi gift, men det er en anden historie.
I 1921 tog familien navnet Segalt som efternavn. Bedstefar hed i daglig tale Jens Sørensen Segalt.Dette er skrevet på Jørgens opfordring i februar 1972.Ingrid Christoffersen
f. Sørensen Segalt.

Powered by Bullraider.com